En standard angiver normalt en løsning på et eller andet eller en metode til at afhjælpe et problem.
I Danmark er det Dansk Standard, der har bemyndigelse til at udarbejde standarder. Dansk Standard er en privat selvejende virksomhed, der kun har 20 procent af omsætningen som statslige resultatkontrakter. Derfor er de afhængige af salg af standarder og certificeringsydelser til at dække resten af deres omsætning.
De mest gængse standarder og standarder, der er af lovmæssig karakter, bliver i dag oversat til "ikke juridisk korrekt" dansk. Det betyder, at der på højre side er en dansk tekst, mens der på venstre side er den juridisk bindende engelske tekst.
Næsten alle nye standarder er tillige europæiske standarder, de såkaldte EN-standarder. Disse har den fordel, at teksten er ens i alle EU lande, og at landene har pligt til at inddrage eventuelle nationale standarder, der er i konflikt med EN-standarden.
I særdeleshed på maskinområdet og landbrugsområdet er der de sidste år kommet mange standarder, der hjælper fabrikanterne med at finde acceptable løsninger på sikkerhedsproblemer.