Kvalitetssikring skal forebygge skader og andre svigt. Forebyggelse er normalt billigere end udbedring både for byggeriets parter og set ud fra samfundsøkonomiske hensyn. Er kvaliteten i orden, kan byggeriets parter undgå eller formindske omprojektering, spild, usikkerhed, ydelser der må udbedres, udskiftes eller udføres på ny, svigt og skader og deraf følgende ekstraudgifter eller forringede kvaliteter.
Dette gælder både under udførelsen, ved afleveringen og i afhjælpningsperioden. Desuden undgås mulige erstatningskrav som følge af senere opdagede mangler ved byggeriet og omkostningerne og tidsforbruget ved retlige opgør i forbindelse hermed. Ikke mindst ved at modvirke svigt i indbyggede bygningsdele kan man undgå betydelige ekstraomkostninger. Mange erfaringer viser, at systematisk kvalitetssikring kan betale sig.
Sagsbestemt kvalitetssikring er beskrevet i bekendtgørelse nr. 169 af 15. marts 2004 (Bekendtgørelse om kvalitetssikring af byggearbejder) og omfatter
-
Byggeri, som får tilsagn om offentlig støtte efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
-
Byggeri efter kapitel 3, 4 og 5 i lov om byfornyelse og udvikling af byer, som får tilsagn om offentlig støtte efter samme lov.
-
Statsligt byggeri
-
Andet byggeri, når vedkommende styrelse sætter bekendtgørelsen i kraft for byggearbejder, hvortil der ydes statsstøtte eller statslig udgiftsrefusion, eller hvor arbejdet i øvrigt helt eller delvist finansieres over de årlige bevillingslove.
Ovennævnte gælder også for ombygningsarbejder, når disse gennemføres efter et projektmateriale og har et sådant omfang, at de i det væsentlige organiseres og afvikles som en byggesag. Bekendtgørelsen gælder ikke for bestående bygningsdele.
By- og Boligministeriet har udarbejdet en Vejledning om kvalitetssikring i byggeriet.