I forbindelse med projekter under renoveringspuljen, som håndteres af Erhvervs- og Byggestyrelsen via hjemmesiden
www.boligforbedringer.dk, kan du have behov for denne vejledning, hvis du har kunder, der har søgt om tilsagn til en boligforbedring.
Indledningsvis skal det slås fast, at en kundes ønske om at modtage et tilbud på og få udført et defineret stykke arbejde følger de sædvanlige regler for accept af tilbud, betaling og dokumentation. Har kunden accepteret dit tilbud, er der indgået en bindende aftale mellem parterne. Det er kundens ansvar, at en eventuel ansøgning til boligforbedringer bliver udfyldt og indsendt korrekt. I forbindelse med kundes accept af opgaven, er det også kundens ansvar at give dig (installatøren) besked om, at der er givet tilsagn til det stykke arbejde, som sættes i gang. Gør kunden ikke opmærksom på tilsagnet fra renoveringspuljen, er det et helt almindelig stykke tilbudsarbejde, der afsluttes med fremsendelse af en faktura på hele tilbudsbeløbet.
Kunden har fået tilsagn
Giver kunden besked om, at der er givet tilsagn om tilskud fra renoveringspuljen til det aftalte stykke arbejde, skal du sikre dig nogle oplysninger, inden arbejdet startes op. Kunden har fra Erhvervs- og Byggestyrelsen fået et skriftligt tilsagn til et eller flere konkrete stykker arbejde, som vil være anført i tilsagnet. Det er vigtigt, at du får en kopi af tilsagnet, da fakturaen efterfølgende skal indeholde beskrivelse og udspecificering som i tilsagnet. Der gives ikke tilskud til arbejder eller ændringer i arbejdet, som ikke er beskrevet i tilsagnet. Du bør endvidere sikre dig, at kunden skriftligt har accepteret tilbuddet, så der ikke efterfølgende kan rejses tvivl om det aftalte omfang.
Arbejdes udførelse
I udførelsesfasen er der ikke særlige forhold, der gør sig gældende. Eneste fokuspunkt i forhold til renoveringspuljen er, at der ikke gives tilskud til ekstraarbejder eller ændringer i forhold til tilbuddet, hvorfor alle aftaler undervejs i projektet bør aftales skriftligt og påføres en tydelig markering om, at arbejdet ikke indgår i det oprindelige tilbud, eller at det er ekstraarbejde i forhold til det afgivne tilbud.
Arbejdets færdiggørelse
Det udførte arbejde skal afleveres på helt sædvanlige vilkår. Kunden har fra
www.boligforbedringer.dk fået en skrivelse om vilkårene for tilskud. Du bør senest ved aflevering af arbejdet sikre dig en kopi af denne skrivelse, da den skal danne baggrund for faktureringen af arbejdet. Kunden skal underskrive en skriftlig erklæring om, at arbejdet er udført, hvilket beskrives nedenfor.
Fakturering af arbejdet og erklæring om arbejdets udførelse
Faktureringen af det udførte arbejde skal overordnet foregå efter samme retningslinier som normalt. Kan Skat acceptere detaljeringsgraden, er den OK.
Specielt for arbejde med tilsagn om tilskud er det imidlertid således, at det oprindelige udspecificerede tilbud skal kunne genfindes i den faktura, som fremsendes til kunden efter færdiggørelsen. Fakturaen vedrører et konkret stykke arbejde, som skal betales inden betalingsfristen.
Såfremt kunden har givet besked om bevilget tilsagn om tilskud til arbejdet, skal der på fakturaen tilføjes en tekst, som kunne se sådan ud:
”Det er oplyst, at der er givet tilsagn om delvis betaling fra www.boligforbedringer.dk ved tilsagnsnummer XXX på kr. YYY til arbejdsløn og kr. ZZZ til materialer. Betingelsen for udbetaling af beløbet er, at der skal foreligge en erklæring for det udførte arbejde samt dokumentation for betaling af din andel af fakturaen. Dette anses som opfyldt, når fakturakopi inden nedenstående betalingsfrist er returneret med underskrift fra dig (eventuelt i vedlagte svarkuvert).
Hvis Erhvervs- og Byggestyrelsen ikke udbetaler det anførte tilskud for arbejdsløn og materialer til os i henhold til det anførte tilsagnsbrev, skal det fulde fakturabeløb inklusiv moms betales."
Kundens underskrift på fakturaen udgør i den henseende den ovennævnte erklæring fra kunden om, at arbejdet er udført.
Kunden har herefter samme betalingsbetingelser som ved andre opgaver. Kunden kan vælge at opfylde betingelsen for ”rabatten” på fakturaen ved at underskrive førnævnte fakturakopi og returnere kopien til dig. Når du har en underskrevet udgave i hænde, og der er registreret betaling for arbejdet, kan du søge om det resterende hos
www.boligforbedringer.dk
Såfremt kunden ikke vil afgive erklæring om arbejdets udførelse og ikke vil underskrive omtalte fakturakopi, kan DS Håndværk & Industris juridiske afdeling kontaktes på telefonnummer 66 17 33 33 for nærmere vejledning.
Registrering af kundens betaling
Registrering af kundens betaling af sin andel kan ske som ved almindelig betaling for udført arbejde. Du kan for eksempel sætte dit stempel og underskrift på fakturaen og skrive "Kundeandel betalt".
Anmodning om betaling af tilskud
For at du kan få udbetalt tilsagnsbeløbet fra renoveringspuljen, skal der være dokumentation for at arbejdet er udført i form af erklæringen og dokumentation for, at kunden har betalt. Er ovenstående procedure valgt, vil faktura med underskrift leve op til dette krav.
Du skal på
www.boligforbedringer.dk oprette et login, før du kan anmode om udbetaling af tilskuddet. Når der er givet et login, kan relevante dokumenter (her kun faktura) vedhæftes den elektroniske anmodning.
Udbetaling af tilskuddet
Udbetaling af tilskuddet foregår til virksomhedens NemKonto.
Vejledning fra boligforbedringer
På www.boligforbedringer.dk er en vejledning i håndtering af byggesager under ordningen.
Har du spørgsmål
... er du altid meget velkommen til at kontakte en af vvs-konsulenterne på 6617 3333.
Siden er sidst opdateret af kly den 24. juni 2009