Danvak og DS Håndværk & Industri indgår samarbejde om kompetenceudvikling, faglig sparring og udviklingsprojekter.
Danvak og DS Håndværk & Industri har med virkning fra starten af 2010 indgået en samarbejdsaftale, der vil komme medlemmerne af begge foreninger til gode. Hovedoverskrifterne for samarbejdet er faglig sparring, videndeling og udviklingsprojekter.
Aftalen forventes at medføre et samlet fagligt løft for de to foreningers medlemmer - fra lærling til leder, idet foreningerne dels vil gå sammen om fælles arrangementer og dels vil tilbyde samarbejdspartnerens medlemmer adgang til egne temamøder og konferencer inden for områderne ventilation, varme, køl, vand, afløb og vedvarende energikilder til særpris – eller vederlagsfrit.
Bestyrelsesformanden for Danvak, Jørn Schultz, ser frem til det forestående samarbejde: ”De to foreninger supplerer hinanden godt, så jeg forventer, at vi kan drage stor nytte af hinandens kompetencer – til gavn for medlemmerne i begge foreninger”, forklarer han.
Formand Jim Stjerne Hansen fra DS Håndværk & Industri supplerer ”Vi er meget begejstrede for dette nye samarbejde. Det er en stor fordel for branchen, at vores foreninger arbejder sammen – vi bidrager til vidensdeling og højner det faglige niveau.”
Danvak er et fagligt netværk for 2200 fagfolk, der arbejder professionelt med indeklima, komfort og energi. Foreningen er et samarbejde mellem VVS Teknisk forening og IDA Danvak (fagteknisk selskab i Ingeniørforeningen i Danmark, IDA), som sammen arbejder for at højne medlemmernes kompetenceniveau gennem erfaringsudveksling, temamøder, kurser, konferencer og faglitteratur.
DS Håndværk & Industri er arbejdsgiver- og brancheforening for 2.400 små og mellemstore industri-, maskin-, smede-, og vvs-virksomheder, der tilbyder en lang række ydelser som f.eks. juridisk rådgivning, fagspecifikke kurser og konsulentrådgivning i forbindelse med økonomi, administration, eksport, medarbejderuddannelse og brancheudvikling.
- Medlemmer af DS Håndværk & Industri har mulighed for at deltage i DANVAKs kurser og arrangementer på lige fod med deres egne medlemmer. Se deres kursusprogram på deres hjemmeside her.
Sidst opdateret af kly den 27. januar 2010