Allersidst i juni svarede Sikkerhedsstyrelsen endelig på DS Håndværk & Industris henvendelse fra den 10. maj, hvor vi gjorde opmærksom på vores stigende utilfredshed med manglende sanktioner over for virksomheder, der reklamerer med at være autoriserede, eller som udfører autorisationskrævende arbejde uden at være autoriserede.
Anmeldelserne har allerede i mange år ligget på et højt niveau, og DS Håndværk & Industri forventer et øget antal på grund af den stigende utilfredshed med situationen blandt vores medlemmer.
Sikkerhedsstyrelsen skriver i deres svar, at de er helt klar over vigtigheden af, at der bliver grebet ind, når der forekommer denne type overtrædelser. De beklager, at overtrædelsessagerne er blevet nedprioriteret for en periode, og lover at rette op ved at øge fokus på sagsbehandlingen af overtrædelsessagerne i andet halvår af 2011.
I DS Håndværk & Industri er vi meget tilfredse med dette.
DS Håndværk & Industri har også bedt Sikkerhedsstyrelsen opprioritere informationen om arbejdet med disse overtrædelsessager. Her har styrelsen svaret, at de hurtigst muligt efter ferieperioden vil invitere til et afklarende møde for drøfte denne problemstilling.
Vi ser frem til at modtage invitationen til dette møde og stiller gerne vores viden og erfaring til rådighed i arbejdet.