Ordningen Håndværkerfradrag (BoligJobplan) administreres af SKAT, og du kan finde praktisk information på deres hjemmeside her.
Aktuel information - 1. marts 2012
En lovændring sikrer nu, at man kan få fradrag for arbejde udført af håndværkere i 2011, selvom regningen først er sendt til husejeren i år. Indtil nu har folk ikke kunne trække udgifterne fra på årsopgørelsen for 2011, hvis håndværkerens regning først kom i 2012.
Men borgere, der har betalt i januar eller februar 2012 for arbejde udført i 2011, kan altså nu få fradrag for udgifterne i 2011. Da ændringen kræver lovgivning, vil man først kunne få fradraget, når den er vedtaget i løbet af foråret 2012. Man skal derfor først indberette udgifterne til SKAT til den tid.
Håndværkerfradraget - kort fortalt
- Skattefradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet - både ude og inde
- Skattefradraget svarer til et tilskud på ca. 1/3 af lønudgiften
- Gælder for personer fyldt 18 år og kan maksimalt udgøre 15.000 kr. årligt pr. person
- Gælder som udgangspunkt fra 1. juni 2011 til og med 2013, men regeringen har varslet, at den erstattes af en anden løsning den 31/12 2012.
Hvordan skal jeg skrive min faktura i forbindelse med arbejde, der er omfattet af Håndværkerfradraget?
Fradraget gælder kun udgifter til arbejdsløn - ikke til materialer.
Arbejdet skal være udført i en lovlig helårsbolig, hvor den fradragsberettigede har fast bopæl.
Det er vigtigt, at din faktura overholder de almindelige regler. Den skal blandt andet indeholde dit CVR-nummer, fakturanummer og betalingsinformation. Derudover bør du specificere den del af prisen, der går til arbejdsløn, inklusiv moms.
Du kan læse mere her.
God kunderådgivning
Man kan godt forestille sig, at en kunde ønsker så meget af udgiften til et arbejde faktureret som timeløn som muligt.
Vi gør opmærksom på, at SKAT sandsynligvis vil foretage stikprøvekontroller i forbindelse med Håndværkerfradraget, og at en virksomhed kan komme voldsomt i klemme, hvis målestoksforholdet mellem udgifter til hhv. lønninger og materialer (som ikke er fradragsberettiget) på fakturaen ikke er retvisende.
Hvilke arbejder er det muligt at få fradrag for?
Det er bla. muligt at få fradrag for installation, reparation, udskiftning eller forbedring af:
- ventilation
- afløbsinstallationer
- vandinstallationer
- gasfyrskedler (bemærk at oliefyrskedler er udgået fra 1/1 2012)
- varmeanlæg samt biokedelanlæg
- varmepumper - herunder jordvarmepumper
- Solceller
- Husstandsvindmøller.
Her kan du se hele listen over hvilke ydelser, der er er dækket af håndværkerfradraget.