Den 1. juni 2011 tog en gruppe autoriserede vvs-installatører i Aarhus-området initiativ til en demonstration under titlen "Er din VVS installatør autoriseret?".
Demonstrationen satte fokus på det uautoriserede arbejde i branchen og på behovet for at fremme forbrugernes efterspørgsel efter autoriseret arbejde.
Demonstrationen foregik ved, at installatørerne og deres ansatte cirkulerede omkring Aarhus Rådhus i deres servicebiler i omkring 45 minutter. På siden af bilerne var der sat streamere med budskabet: "Er din vvs-installatør autoriseret?".
DS Håndværk & Industri hilser initiativet velkomment.
"Det er godt at få øget synligheden over for forbrugerne om autorisationskravene på vvs-området. Vi skal have forbrugerne til at efterspørge de autoriserede installatører," siger vvs-konsulent Johnny Bendsen.
"Derfor var der allerede på det sidste møde i vvs-udvalget i DS Håndværk & Industri stor fokus på området. Efterfølgende har vi haft et møde med Sikkerhedsstyrelsen, hvor vi efterlyste større synlighed på området. Både over for forbrugerne, men også i forhold til sanktioner i overtrædelsessager."